Rom 6,1-14 – Død for synden i dåben

“Blev synden større, er nåden blevet så meget desto større.” Den pointe slår Paulus fast i 5,20Henter…. Det er nådens ultimative triumf: Nåden er større end synden. Det rejser nye spørgsmål. Helt centralt står: Hvorfor skal en kristen lade være med at synde? Paulus indleder med at stille et spørgsmål, der leder frem til præcis den samtale.

Tilbage i 3,8Henter… stiller Paulus spørgsmålet: “Og skulle vi så gøre det onde, for at det gode kan komme, sådan som nogle bagtaler os for og påstår, at vi siger?” Det viser, at problemet her ikke kun har teoretisk betydning. Paulus sad i Korinth, da han skrev brevet, og specielt første korintherbrev vidner om, at der har været etisk rod i menigheden. Forståelsen af evangeliet har ført til, at man har taget let på nogle af de etiske temaer. ^*

Første del af svaret handler om identitet. Fra vers to til vers 10 udfolder han et argument, der ender med proklamationen: “I er døde for synden, men levende for Gud i Kristus Jesus.” Det er konstaterende sprogbrug: Det er en virkelighed.

Sammenhængen med kapitel 5

Der er en nær sammenhæng mellem kapitel fem og seks, som er afgørende for at forstå kapitel 6. Nøglebegreberne fra kapitel 5 genbruger Paulus i kapitel 6. Det kan man se på flere måder:

Paulus spørger i vers 1 om vi skal blive i synden “for at nåden kan blive så meget større?”. Det er direkte afledt af proklamationen i 5,20Henter… om at mere synd gav mere nåde.
I 6,17 modstiller Paulus synd og retfærdighed. Det griber også tilbage til 5,21Henter….
Kapitel 6 opererer med en treklang af lov, synd og død over for nåde, retfærdighed og liv. Det er præcis den samme modstilling, der findes i 5,12ff.Henter…

6,1-4 Døde fra synden

Paulus begrunder sit nej til synden med et spørgsmål: “Hvordan skulle vi, som er døde fra synden, stadig kunne leve i den?”

Det spørgsmål driver hele afsnittet, hvor mange udtryk hænger sammen med at dø:

I 6,2Henter… er vi døde fra synden.
I 6,3Henter… er vi døbt til Jesu død og begravet med Kristus.
I 6,6Henter… er vort gamle menneske korsfæstet.

6,5-11 Forenet med Kristus (I): Døbt til Jesus

Paulus indleder vers 5 med et “for”, hvilket viser, at den næste del uddyber tanken om, at være “døbt til Jesus Kristus.”

Vers 5 er bygget om om Jesu død og opstandelse.

vi vokset sammen med ham ved en død, der ligner hans (v.5a)
vi skal også være det ved en opstandelse, der ligner hans (v.5b)

Vers 6 til 7 udfolder udtyrkket “en død der ligner hans” og vers 8 udfolder udtyrkket “en opstandelse, der ligner hans”

I 6,6Henter… skal syndens legeme tilintetgøres.

Den troende er død. Dåben er en korsfæstelse, der slog syndens menneske ihjel. Konklusionen er at vi er “døde for synden” (v.11)Henter….

6,5-11 Forenet med Kristus (II): Jesu historie

I vers 9 skifter Paulus fokus fra den troende (v.5-8) til Kristus. Jesu forhold til dødes formuleres i tre sætninger:

Kristus er opstået fra de døde
Kristus dør ikke mere
Døden er ikke herre over ham mere.

Det uddybes i vers 10, hvor Jesus “Døde fra synden, en gang for alle”. Detnæst hedder det at han “lever for Gud”.

6,5-11 Forenet med Kristus (III): Jesu historie er min

Paulus fortsætter ved at skifte fokus fra Kristus til den troende.

“Sådan skal også I” (v.11)

Ordet også” udtrykker en sammenligning med Jesus – det, der gælder for Jesus, gælder for os. Den døbte har fået fælles historie med Jesus.

Det griber tilbage til de mange med-ord i afsnittet:

begravet sammen med
vokset sammen med
korsfæstet sammen med

Konklusionen i vers 11 flyder altså ud af det forudgående.

Død og korsfæstet med Jesus

Dåben er en “dåb til”:

vi er “døbt til Jesus”
vi er “døbt til hans død”. ^*

Bag ved Paulus’ formuleringer ligger den grundlæggende historie om Jesus. 1 Kor 15,3-8Henter… opsummerer evangeliet om Jesus således:

Død
Begravet
Opstået
Set

De tre første begreber – død, begravet, opstået – genbruger Paulus her i Rom 6: ^*

Den troende er død.
Den troende er begravet med Jesus.
På samme måde som Jesus opstod, er vi “levende for Gud i Kristus Jesus”.

I vers 5 hed det at vi var “vokset sammen med Jesus, ved en død der ligner hans.” Det udfoldes nu som at vi er “korsfæstet sammen med ham.” Vers 6 og 7 udfolder tanken. Derefter opsummerer vers 8 den med at vi er “døde med ham.”

Paulus bruger her passive udtryk: korsfæstet og begravet. Paulus bruger typisk passive udtryk til at beskrive Guds handlinger. Derved bliver dåben først og fremmest Guds handling.

Vandre i det nye liv

I 6,4 konkluderer Paulus at vi på samme måde som Jesus blev oprejst, skal leve i “livets nyhed”. Kapitel 6 og 7 har en fælles kontrast mellem gammel og nyt.

“Det gamle menneske” i Rom 6,6Henter… har en parallel med “Det gamle bogstav” i Rom 7,6Henter…. Parallelt hermed har vi “Livets nyhed” i Rom 6,4Henter… og “Åndens nyhed” i Rom 7,6Henter….

Vi står altså med et totalt nybrud mellem noget gammelt og noget nyt – en tanke Paulus uddyber i 2 Kor 5,17Henter…. Udtrykket “nyhed” er bemærkelsesværdigt sjældent i NT og bruges kun i disse to vers: “livets nyhed” her og “Åndens nyhed” i Rom 7,6Henter…. De to udtryk peger på den samme virkelighed set fra hver sin vinkel – livet i Kristus og livet i Ånden er to sider af det samme nybrud.

Formaningen til nyt liv

I vers 12 ændrer teksten karakter. Den første del har været en beskrivelse af, hvad der er virkeligheden. I vers 12 går Paulus over til at formane. Det sker i vers 12 til 14Henter….

Vers 1-11 og vers 12-14 er bundet sammen af ordet “Derfor”. ^* Det viser, at vi skal opfatte dette afsnit som en konsekvens af den første del.

Paulus indleder med to konkrete formaninger:

Vi skal ikke lade synden herske.
Vi skal ikke stille vores lemmer til rådighed for synden.

Det griber tilbage til Rom 5,17Henter…, hvor Paulus netop sagde at synden herskede. For den troende er der sket et brud med den gamle virkelighed, og det brud får nu nedslag i vores konkrete liv.

I dette afsnit er “lydighed” et nøgleord. Ordet “lydighed” ^* eller “at være lydig” ^* forekommer fem gange i vers 12 til 17.